For Demokratisk Balance er trivsel at give det enkelte menneske følelsen af overskud, gåpåmod, handlekraft og glæde ved livet.
Det er vores fælles ansvar, at alle borgere på Mors får de bedst mulige livsvilkår - i alle livets forskellige faser.
Vi skal passe på hinanden - og de, der har det største behov, skal vi drage særlig omsorg for, det gør vi bedst ved at tage udgangspunkt i den enkeltes behov.
Børn og Unge
En god start på livet hvor godt begyndt er halvt fuldendt… Det er vores fælles ansvar, at alle børn på Mors får en god barndom – en god start på livet. Kvaliteten i dagplejen/vuggestuen, børnehaven og skolen er afgørende for, at hvert eneste barn får lige muligheder for at gå efter drømmen.
Morsø Kommune skal i tæt samarbejde med forældrene skabe det bedst mulige pasnings- og skoletilbud. Et tilbud, der passer til det enkelte barns behov. Hele mennesker med solide, sociale og faglige færdigheder. Børnene og de unge er vores allervigtigste råstof. Barnets behov skal altid være i centrum. Øens brede vifte af såvel frie- som kommunale tilbud øger valgmulighederne i et differentieret udbud. Det er godt og spændende!
Fællesnævneren i alle tilbuddene og i barnets hverdag skal være rummelighed, trivsel, kreativitet og kvalitet. Et langt bedre samarbejde på tværs af tilbuddene på hele øen skal sikre dette, ligesom at normeringen i alle kommunens institutioner og serviceområde modsvarer de kvalitetsstander, vi sætter som mål – det er altafgørende for Demokratisk Balance.
Udenfor arbejdsmarkedet / fællesskabet
Demokratisk Balance har stort fokus på de borgere, der ikke umiddelbart er i stand til at indgå aktivt på arbejdsmarkedet. Mennesker, der skal ydes en ekstra håndsrækning, så de også bliver og føler sig som en integreret del af fællesskabet. Demokratisk Balance vil skabe og styrke de tilbud på øen, der arbejder ud fra en mere individuel håndholdt indsats.
De borgere, der ufrivilligt står udenfor arbejdsmarkedet, skal på samme måde hjælpes tilbage til et givende liv. Vi skal sørge for, at der i alle henseender skabes en balance mellem, det vi bidrager med, og det vi modtager. Vi har stadig de største forventninger til, at alle bidrager optimalt, da det er den indsats, der skaber økonomien til et solidt sikkerhedsnet under de af os, der ikke har evnen til selvforsørgelse.
Ligeså de kort- og langtidssyge, der også ufrivilligt står udenfor arbejdsmarkedet, de skal på samme måde hjælpes tilbage til et givende liv.
Seniorer
Man skal bevare livskvaliteten også som senior. Det er Demokratisk Balances mål at alle ældre får den støtte og hjælp de har behov for, for at bevare livskvaliteten på trods af de begrænsninger, som alderen medfører. Derfor vil Demokratisk Balance fortsat lægge vægt på at udvikle de nødvendige behovsrettede tilbud til vore ældre medborgere, så alle borgere på Mors kan se frem til en tryg tilværelse hele livet med høj livskvalitet.
Det indebærer f.eks. også at demente får et værdigt ældreliv, ligesom Hospice Mors skal være et smukt og værdigt sted når livet rinder ud.